Motionscykelklubben Himmerland havde igen i år inviteret os til at deltage i deres årlige begivenhed "Himmerland Rundt", som i år afholdtes Grundlovsdag den 5. juni.
Vi startede ud i samlet flok – ca. 17 stribede og 17 røde, i alt ca. 34 individer, heraf 2 piger – kl. ca. 10:10 i hård vind og total overskyet. DMI havde de sidste par dage proklameret, at der Grundlovsdag ville blive en hård vestlig vind – middelvind ca. 10 m/s og stød på op til 15 m/s og det kom til at holde stik. Temperaturen var ikke ligefrem sommerlig; men nærmest efterårsagtig på ca. 11 grader stigende til 13-14 i løbet af eftermiddagen. Solen så vi ikke noget til inden godt middag, hvor den det meste af eftermiddagen ind i mellem sendte sine varmende stråler ned imellem de mange drivende skyer.
Efter 156 km og lige godt 5 timer i sadlen nåede resterne af det lilla hold tilbage til udgangspunktet – Motionscykelklubben Himmerlands klublokale i Gistrup, hvor der blev sluttet af med kaffe og kage sammen med resterne af de øvrige hold. Alle godt mærket af de mange km i den strabadserende vind.
Dette års arrangement var lige så vellykket som de øvrige 3 vi har deltaget i og som Motionscykelklubben Himmerland skal have megen ros for og jeg er overbevist om, at vi alle ser frem til en gentagelse næste år.
Vi var dog desværre ikke helt forskånet for uheld i år, idet et af vore medlemmer – Anita Busborg – efter kun ca. 5 km stod på hovedet i en chikane. Efter sigende så det ret drabeligt ud; men heldigvis viste det sig ved en nærmere undersøgelse på skadesstuen – hvor Anita blev bragt til i ambulance (så slap hun også for at sidde i kø), at hun havde sluppet med et par småskrammer og et par trykkede ribben. Den eneste som fik en del skrammer var cyklen og ikke mindst hjelmen som flækkede. Dette viser endnu engang, hvor vigtig det er at benytte en god cykelhjelm.
I uheldet var et medlem mere involveret – Torben Christensen, men såvel han som cyklen slap uden skrammer og kunne fortsætte turen.