Sæsonafslutningen afholdtes 8. oktober 2011 i et noget kedeligt efterårsvejr - delvis skyet, våde veje, fugtig luft, let til jævn V/NV vind og en temperatur på ca. 12 grader. DMI havde ellers lovet hæderligt vejr; men så sent som kl. 12:15 kom der en blødende regnbyge, hvilket jo sandsynligvis afholdte nogen fra at springe på cyklen. Det skal nævnes at selve cykelturen foregik i tørvejr - der faldt godt nok et par dråber da vi kørte ud på Gugvej - og nogen sol.
Vi var ca. 25 m/k som mødtes ved klubben på Ny Kærvej kl. 13:00, hvorfra vi kørte i samlet flok til det nedlagte kalkværk i Poulstrup for at køre rundt på Poulstrupruten. På grund af afvandingsarbejder i Nøvling var det ikke muligt at afholde cykeldelen af sæsonafslutningen på Nøvlingruten som tidligere år.
Starten gik kl. 13:30. De hurtigste - hold 1 - kørte 3 omgange og de lidt langsommere 2 omgange. Kl. ca. 14:30 var alle igen samlet og vi kørte i samlet flok tilbage til klublokalerne på Ny Kærvej. Nogle foretog et tøjskifte i klubben - efter at have vasket det værste sved af og andre kørte hjem for at få foretaget afvaskning og tøjskifte.
Kl. 16:15 var vi igen alle samlet, nu i alt 38 medlemmer, for at indtage en 8 retters Tapas menu fra Fandango på Gl. Gugvej, hvortil der var rødvin, øl og vand ad libitum. Herefter var der kaffe og småkager og ellers fortsat rødvin, øl og vand ad libitum.
Der skal lyde en meget stor tak til Thorkild Baisgaard og Bente P for arrangementet, som må betegnes som særdeles vellykket.