Sol fra en stort set skyfri himmel, 6-7 grader, jævn vestlig vind og bar asfalt og kun lidt ren smeltevand på vejen. Hvad mere kan man næsten ønske sig til en standerhejsning medio marts måned. Det står hen i det uvisse om det var denne kombination som fik folk ad huse og op på cyklen; men det er faktuelt, at klubrekorden i fremmøde sidste år på 54 blev tangeret.
Ole og Manuel - med vor kasserer Bente som sekundant, havde sørget for at alt flaskede sig da vi nåede tilbage til klubben, efter at havde kørt Rulletur 1 i en lidt modificeret udgave og tilbagelagt ca. 37 km, hvor der blev serveret suppe med kød - og melboller, brød, øl, vand, kaffe og småkager.
Der blev kørt disciplineret i samlet flok uden uheld af nogen art - ud over en enkelt punktering - helt til Store Restrup, hvor formanden gav løbet fri frem til Aalborg byskiltet i Hasseris Enge.
Artikel i Nordjyske den 18. marts 2010.