Sol, 9-10 grader, let vind og tør vej. Hvad mere kan man ønske sig til en standerhejsning medio marts måned. Det står hen i det uvisse om det var denne kombination som fik folk ad huse og op på cyklen; men det er faktuelt, at der blev sat klubrekord i fremmøde. 54 m/k havde fundet op på cyklen og vores myreflittige kasserer Bente med Alice og Karl Erik som sekundanter, havde sørget for at alt flaskede sig da vi nåede tilbage til klubben - efter at havde kørt Rulletur 1 og tilbagelagt ca. 40 km, hvor der blev serveret suppe med mel- og kødboller, brød, øl, vand, kaffe og småkager.
Og det bedste af det hele er næsten, at det for en gangs skyld - vist nok også første gang i klubben historie (denne dag har formentligt potentiale til at gå over i klubbens historie som rekordernes dag) blev kørt i samlet flok - ja i læste rigtig - i samlet flok helt til Store Restrup - hvor formanden gav løbet fri.
Dagen forløb dog desværre ikke helt uden uheld idet der var et styrt på cykelstien på Nibevej. Styrtet så voldsomt ud; men heldigvis slap den uheldige cyklist fra alvorlige skader og kunne ved egnen pedalkraft bringe sig hjem til et velfortjent hvil på sofaen foran fjersynet, hvor Paris-Nice kørte hen over skærmen.