Nu er Julefrokosten 2006 veloverstået og der skal lyde et stort velfortjent Tak til dette års festudvalg som bestod af Bente og Henrik Brok.
I stedet for de sædvanlige syresild, papfiskefiler, lunken snaps og dovent øl (til dem som ikke kan leve uden var der selvfølgelig mulighed for at købe et par dåser øl) havde Bente sørget for, at der blev serveret en mere fordøjelig og ernæringsrigtig sammensat Julefrokost med en del grønt og omega3 holdige fisk og en par proteinholdige retter som fik følgeskab af såvel hvid som rød vin. Selv om der ikke blev tilbudt hverken Amaron eller Barolo rødvin blev der alligevel til et par hæderlige vine til at skylle det ned med.
Kalorierne blev vi selvfølgelig ikke snydt for, idet der til sidst blev serveret flere slags kage. Man skulle jo også nødig gå sukkerkold i løbet af aftenen/natten. Der var dog én enkelt som tilsyneladende havde sprunget kagerne over. Søvnen overmandende i hvert fald vedkommende på et tidspunkt.
Der var god ro og orden under hele frokosten. Det vildeste der skete var den obligatoriske godmodige mobning og en masse snak om cykler m.v., og tiden bare fløj ad sted.
De fleste holdt ud til ved 2-3 tiden, hvor der var almindelig opbrydning og oprydning. Der var dog en lille hård kerne som sluttede af på Dansebaren i Gaden. Denne blev forladt kl. ca. 06:00.