Cykelsæson 2014 startede med Standerhejsning søndag den 16. marts 2014 - godt og vel 40 medlemmer havde fundet cyklerne frem i dagens anledning.
Der var en hård nordvestlig vind med kraftige vindstød. Temperaturen lå i omegnen af 10 grader og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Alt i alt efter årstiden ok vejr; hvis man lige så bort fra vinden.
Efter velkomst af formand Jan Gerberg Skals med det vajende Dannebrog i baggrunden, som traditionen byder, var hejst i dagens anledning, efterfulgt af et par formanende ord om at følges pænt ad, kørtes i samlet flok ud fra klubben på Ny Kærvej 2A. Med et par opsamlinger hen ad vejen var flokken fortsat samlet da man nåede til Store Restrup, hvor pulsen fik frit spil frem til byskiltet i Hasseris Enge som ifølge pålidlig kilde blev passeret med over 65 km/h godt hjulpet på vej af den meget kraftige medvind.
Anita og Jens Chr. havde påtaget sig det store ansvar at lede slagets gang i køknet. De havde sørget for, at der stod varm suppe, kolde øl og vand og varm kaffe klar da motionisterne nåede tilbage til klubben, efter at have tilbagelagt de godt 40 km på den velkendte og efterhånden godt gennemprøvede Rulletur 1.